Æble uge

De fleste børn kender et æble og desværre tror de fleste børn at æblerne kommer fra butikkerne og ikke fra et æbletræ i naturen.

Sandt citat fra børnehaven:
Lille Holger og pædagogen kigger deres æbletræ på legepladsen.
Pædagogen til Holger: Se nu er æblerne klar til at blive plukket.
Holger kigger eftertænksomt på æblerne og spørger til sidst: Hvorfor er der ikke klistermærke på æblerne? Er de røget af?

Ja det er desværre ikke alle børn der ved hvor æblerne rent faktisk kommer fra, så hvorfor ikke lære dem det. Man kan lave mange sjove ting med æbler og i nogle institutioner har de endda en æble uge.
Hvis man er i nærheden af æbletræer kan man bede om lov til at samle de æbler ind som er faldet på jorden, ellers må man ud og købe nogen.

Forslag til æble-uge


Mandag:
Brug mandagen til at samle æbler ind og gøre dem klar til brug

Tirsdag:
Lav æblemost



Opskrift til 2 liter æblemost
1 l vand
ca. 850g sukker (smag til efter behag) 
1½-2 kg æbler
1 vaniljestang
2 stykker hel kanel
skal og saft af 2 citroner
3 spsk. citronsyre
 
Flasker renset med atamon
  • Skyl æblerne godt og skær dem i både - lad kernehusene være, de giver ekstra smag
  • Børst citronerne grundigt under rindende vand
  • Skræl dem med en kartoffelskræller og sørg for ikke at få noget af den hvide, bitre del af skallen med
  • Skær vaniljestangen op på langs
  • Kog vandet op i en stor gryde sammen med sukker, vaniljestang, kanel og citron (saft og skal).
  • Tilsæt æblerne og citronsyren og lad det småkoge i 15 min.
  • Tag gryden fra varmen og lad æblesaften trække under låg og på køl i mindst 1 døgn.
  • Si saften og hæld den på omhyggeligt på de rensede flasker.
Æblerne er nu blevet til æblemost/æblejuice


Onsdag:
Lav æbletryk

Skær æblerne over på midten for at give det bedste æbletryks look. De kan også skæres ud i andre former hvis man ønsker det. Tag noget tykt maling (som f.eks. akryl maling) og dyb æblet ned i malingen (eller pensel malingen på æblet)
Tag noget groft papir, en T-shirt eller hvad man ellers vil lave tryk på og pres æblet forsigtigt ned på papiret med malingen først. Man vil nu få et flot mønster der ligner et æble.
Hvis man vil lave trykket på stof skal man huske at bruge stofmaling

Torsdag:
Tør æblerne

De fleste børn har smagt tørret frugt, men tænker måske ikke over at de tørrede æble de spiser til madpakken rent faktisk er æble der er tørret.
Man kan lave sin egen tørreramme af 4 brædder, ca. 50cm lange og 10cm bredde. Søm dem sammen til en firkant. Sav derefter nogle hak i kanten med ca. 10cm mellemrum (se tegningen). Sav rundstokke ud i ca. 60cm længde.
 
 
  • Æble ringene kan laves af alle slags æbler, de skal bare være pletfrie. Skræl æblet og fjern kernehuset med en kernehus fjerner
  • Skær det derefter i skiver på ca. ½ cm tykkelse sæt disse til tørre i tørrerammen et varmt og fugtigt sted
  • Hvis man vil undgå at æblerne bliver brune under tørringen kan man dyppe ringene i en blanding af 1 liter vand og 1 tsk. askorbinsyre inden de hænges til tørre
(denne ide er lånt på http://www.spejdernet.dk/Inspiration/Aktiviteter/Vis.aspx?id=519 )


Fredag:
Lav karamelliserede æbler



Hvad skal man bruge:

8 røde søde æbler
500 g sukker
50 g kokosmel
8 ispinde eller grillspyd

Sådan gør  man:

  • Vask æblerne, tør dem godt, og sæt dem på en ispind
  • Kom sukkeret på en pande, og smelt det til karamel. Hæld den varme karamel i en lille gryde
  • Dyp æblerne ned i gryden med karamelmassen
  • Rul de karamelliserede æbler i en skål med kokosmel
  • Sæt æblerne på en et fad, drysset med lidt ekstra kokosmel, så æblerne ikke klistrer til fadet
De er nu klar til at spise


HVORFOR HAVE EN ÆBLE UGE?

At tage noget børnene kender (i dette tilfælde æbler) og lave noget med dem som børnene også kender, kan styrke deres logiske sans. Det er ikke alle der kan regne ud at tørrede æbler rent faktisk er tørrede æbler, eller at æblejuice er lavet af æbler. Tit opfatter børn navnene på de forskellige ting, men deres logiske sans er ikke altid fuldt udviklet (det afhænger af alder) og de kan derfor ikke altid regne ud hvilke produkter der ligger i navnet, derfor kan man styrke logikken ved at kæde de forskellige produkter sammen.
Desuden er det en kreativ proces der lærer børnene at bruge æbler til andre ting end blot at spise. Denne læring kan de overføre til andre produkter også.

Hvis man ikke gider arbejde med æbler kan man bruge andre frugter/ grøntsager og ønsker man ikke at lave disse forslag kan man finde på sine egne.



Alle billeder på siden er lånt fra nettet

Kommentarer